Lænket og låst igen

En kraftig kæde låst fast til en øjebolt i panelet i den ene ende og mit halsbånd i den anden. Jeg har fået lov at ligge i min sovepose på et par hynder. Man sover trygt og godt i visheden om at enhver form for flugt er umulig.

Det er tæt på midnat og dagen er ved at være slut i Domicilet. Vi hjælpes ad med at gøre rent og rydde op. Lady Luna spørger, om jeg har nogen bindende aftaler i morgen og ser tilfreds ud, da svarer benægtende.

“Ja, for du vil være ude af stand til at gå nogen steder hele natten!” meddeler Hun mig, idet Hun kommer med en svær kæde og et par hængelåse.

Ladyen giver mig et andet halsbånd på. Det er bredere og kraftigere end mit eget sædvanlige og så kan det låses. Men det føles ikke rart at skulle lægge det daglige halsbånd, selve symbolet på at Ladyen ejer mig.

Ladyen låser kædens ene ende fast i en øjebolt under køkkenbordet. Og den anden ende gør Hun den fast i det nye halsbånd. Kæden føles tung, men det letter lidt at sidde ned eller hanke op i den.

Den følelse der besjæler mig, når Ladyen sætter låsen i kæden og mit halsbånd – den kan bedst beskrives som frydefuldt kriblende med erigerende effekt. Og igen når Ladyen siger farvel og jeg bliver klar over at dette er alvor – frydefuldt, kriblende erigerende!

Håber at Lady Luna får bare halvt så megen glæde ud af at vide, at jeg sidder og ligger som Hendes lænkede fange hele natten – som jeg får af at være Hendes fange.

Hvordan jeg kom fri? Ja, jeg vågnede ved at en imperial Hund stod og kikkede interesseret på mig ved otte-tiden. Straks efter kom Hundens ejer, selveste Empress. Hun beordrede kaffen sat over med det samme, så jeg måtte i fuld nøgenhed stige ud af soveposen og begynde dagens opgaver i køkkenet inden Empress en times tid senere forbarmede sig og låste mine hængelåse op. Men jeg er ikke mere fri end at jeg også uden lænker tilhører Lady Luna.

Lænket og låst

”Jo, hun kører faktisk! Hun vinker til mig, men hun kører!”

Det var den tanke, der for igennem hovedet på mig, da jeg var kravlet op i køkkenvinduet for at kunne se ned på P-pladsen foran Domicilet. Min lænke kunne akkurat nå. Jeg blev siddende lidt i vindueskarmen og sundede mig. Tænkte over det mærkværdige i min situation. Her sad jeg for enden af 5 meter lænke låst fast med diverse hængelåse, så min bevægelsesradius var begrænset til køkkenet, badeværelset og opholdsrummet.

Jeg tænkte over min afsked med Ladyen, da Hun havde låst mig fast. Jeg lå på knæ i den lille mellemgang, nøgen og besjælet af en følelse af dyb taknemmelighed. Hun kikkede ned på mig og sagde, at nu var jeg husets slave. Husets slave? Pirrende tanke. Property of the Domicile? I hvert fald er min situation lige nu sådan, at jeg ikke kan komme fri før Empress Malice kommer i morgen. Hvis hun kommer. Og hvis hun vælger at gøre mig fri af kæden…..

Det har været en bemærkelsesværdig aften. I tilbageblik er det vanskeligt for mig at rekonstruere det forløb der førte til, at Ladyen valgte at låse mig fast. Det har noget med min forestående ferie at gøre og jeg synes jeg kan huske, at Ladyen sagde at det var muligt, at hun i mit fravær ville vælge at antage en ny husslave. I min nøgne tilstand på gulvet kunne Ladyen vist se, at den udtalelse pirrede mig. Mærkeligt som jeg tænder på tanken om at blive vraget til fordel for en anden.

I forløbet frem mod min fastlåsning indgik også en pistol, en softgun, men alligevel et skydevåben, hvis små kugler bestemt kan mærkes. At sidde på gulvet og se Ladyen hæve pistolen og med et tilfreds drag om munden tage sigte på ens nøgne krop, det gjorde det plat umuligt for mig at skjule en vis voksende legemsdel. Hvorfor? Velsagtens fordi pistolen er indbegrebet af magt og min nøgne værgeløse krop essensen af afmagt. Den ultimative markering af, hvem der styrer mit liv og bestemmer, om jeg fortsat skal have det.

Nu sidder jeg ikke længere i vindueskarmen, men foran computeren og skriver. Lænken snor sig hen ad gulvet. Og låst det er den – jeg har efterprøvet og også checket at de nøgler, der er indenfor rækkevidde ikke passer. Om lidt vil jeg erfare, om man kan sove med en lænke mellem sin piercing i mellemkødet og en solid øjebolt i væggen. Og inden jeg slumrer ind vil jeg nok en gang sende Lady Luna en venlig tanke og glæde mig over at det er alvor.

Jeg er lænket, låst og jeg kan ikke komme fri – hun kørte faktisk.

Scener fra en husslaves dag

Noget sødt? Hvor er det nu vi har hylderne med chokolade og søde sager? Fakta plejer at være velforsynet og jeg vil ikke møde op uden chokolade. Eller måske nogle kager idag? Indkøbene i Fakta er vigtige. Aftensmad har jeg styr på. Lidt pålæg til en sandwich også ok. Nu skal jeg bare huske cigaretterne. Hvorfor er kassekøen i Fakta dog altid så lang? Lad mig nu komme videre! Jeg er utålmodig.

Trappen op til Domicilet er magisk. At gå op ad den, er som at bevæge fra almindeligt jordisk plan til en etage nærmere himlen. Jo, de levende lys er tændt. Ledestjerner, der lokker og viser vej i halvmørket. En anelse skælven i benene og en smule rysten på den finger, der nu trykker på kontakten til ringeklokken. Svag musik trænger ud gennem den svære jerndør med gitter for de blændede ruder. Hvilket syn møder mig, når døren bliver åbnet? Jeg har alle mine poser og tasker i favnen – må hellere sætte det hele fra mig, så jeg er parat til at falde på knæ. Åh, nu kan jeg høre trin fra den anden side af døren….

Efter diverse rengøring og oprydning er gulvet i køkkenet en passende plads for en husslave. Her kan han mellem opgaverne fundere lidt over sin situation. Og herfra kan han uden at være i vejen nyde synet af Ladyen, når Hun haster forbi, for at tage sig af Ole i det store rum. Hun er i sort, stram latex. Sorte latexstøvler med lårlange skafter og høje hæle. Ole er en lykkelig mand.

Lyden af den kæde Ladyen bruger til at låse gitterdøren til fangecellen. Synet af Ladyen uden for cellen. Hun fortrækker ikke en mine, mens hun smækker hængelåsen i. Det virker som var dette en helt naturlig daglig rutine. Sende børn i skole, fodre hunden, vande blomster – låse slaven inde. Det hele skal passes. Lady Lunas totale magt over sin husslave forekommer helt rimelig. Jeg er i alle henseender Hendes fange. En følelse af afslappet ro er nu langsomt ved at få bugt med den stivhed mellem benene, som var min umiddelbare respons på Ladyens: “Lydig skal i fangecellen.”

Ladyen kom lige forbi og sagde, at Hun nu kørte i byen. Er det en time siden? Eller to? Fornemmelsen af tid forsvinder hurtigt. Måske er det meningen, jeg skal sidde i cellen til i morgen, når en af Ladyens kolleger møder? Eller til engang i næste uge, når Ladyen igen har vagt?

Usikkerhed og hemmelighedsfuld pirrende uvidenhed er husslavens lod. Kun en ting ved han med fuld sikkerhed: Lady Luna har magten. Lady Luna bestemmer og styrer.

En befriende nat

Jeg var på vej i seng. Havde børstet tænder og taget nattrøjen på, da Lady Luna besvarede mit “godnat” med et venligt men bestemt: “Lydig, kom lige her!”

Jeg adlød naturligvis. Og det gjorde jeg også, da Ladyen beordrede mig til at stå stille med fremstrakte hænder, mens Hun – uden i øvrigt at sige mere – monterede et par svære, sorte lædermanchetter om mine håndled og låste dem sammen med en hængelås. Det forekom mig – mens jeg stod med fremstrakte hænder – at dette var et af den slags sjældne øjeblikke, som ville blive stående i erindringen.

Det er ikke helt let som en anden orm at vrikle sig ned i sin sovepose med hænderne tæt sammenlåste. Og det er ikke nemt derefter at række ud efter mobilen og skrive en SMS med tak for i dag og godnat til sin Lady. Og det er decideret besværligt i løbet af natten at trække posen godt op i ryggen, der hvor man altid bliver kold, fordi soveposer har det med at glide ned.

Men hvor er det dog dejligt. En herligt befriende følelse af endelig at være fanget, fastholdt og kontrolleret. At være prisgivet en andens vilje. At mærke begrænsningen. Helt afhængig af, at Lady Luna på et tidspunkt låser op.

Men jeg har en tilståelse at gøre. For det var faktisk så tryghedsskabende, fascinerende og fantasi- for ikke at sige fornøjelsesbefordrende at ligge der i posen med manchetter og hængelås og fikserede hænder, at det var vanskeligt helt at falde til ro. Så det var svært ikke at lade de sammenknyttede hænder vandre…..

“Jamen, det var da dejligt, at du kunne lege med dig selv”, kan jeg nu høre den interesserede læser sige.

Men svaret er paradoksalt nok ikke noget fuldtonende ja, men et lille tøvende nej. For lige netop den del af oplevelsen var ikke helt rar. Det var jo en åbning for min egen frie vilje, en fejl i min totale afmagt, et udtryk for svigtende kontrol. Her var noget, jeg selv skulle tage stilling til, om jeg ville eller ikke ville. Undergravende for min selvforståelse som slave og en kilde til uro i en ellers perfekt verden.

Måske kan jeg håbe at Ladyen næste gang lukker dette hul. Eller også må jeg lære at erkende, at heller ikke slaver lever i den perfekte verden. Der klæber desværre muligvis lidt vilje og selvbestemmelse også til dem 🙂