Jeg var på vej i seng. Havde børstet tænder og taget nattrøjen på, da Lady Luna besvarede mit “godnat” med et venligt men bestemt: “Lydig, kom lige her!”
Jeg adlød naturligvis. Og det gjorde jeg også, da Ladyen beordrede mig til at stå stille med fremstrakte hænder, mens Hun – uden i øvrigt at sige mere – monterede et par svære, sorte lædermanchetter om mine håndled og låste dem sammen med en hængelås. Det forekom mig – mens jeg stod med fremstrakte hænder – at dette var et af den slags sjældne øjeblikke, som ville blive stående i erindringen.
Det er ikke helt let som en anden orm at vrikle sig ned i sin sovepose med hænderne tæt sammenlåste. Og det er ikke nemt derefter at række ud efter mobilen og skrive en SMS med tak for i dag og godnat til sin Lady. Og det er decideret besværligt i løbet af natten at trække posen godt op i ryggen, der hvor man altid bliver kold, fordi soveposer har det med at glide ned.
Men hvor er det dog dejligt. En herligt befriende følelse af endelig at være fanget, fastholdt og kontrolleret. At være prisgivet en andens vilje. At mærke begrænsningen. Helt afhængig af, at Lady Luna på et tidspunkt låser op.
Men jeg har en tilståelse at gøre. For det var faktisk så tryghedsskabende, fascinerende og fantasi- for ikke at sige fornøjelsesbefordrende at ligge der i posen med manchetter og hængelås og fikserede hænder, at det var vanskeligt helt at falde til ro. Så det var svært ikke at lade de sammenknyttede hænder vandre…..
“Jamen, det var da dejligt, at du kunne lege med dig selv”, kan jeg nu høre den interesserede læser sige.
Men svaret er paradoksalt nok ikke noget fuldtonende ja, men et lille tøvende nej. For lige netop den del af oplevelsen var ikke helt rar. Det var jo en åbning for min egen frie vilje, en fejl i min totale afmagt, et udtryk for svigtende kontrol. Her var noget, jeg selv skulle tage stilling til, om jeg ville eller ikke ville. Undergravende for min selvforståelse som slave og en kilde til uro i en ellers perfekt verden.
Måske kan jeg håbe at Ladyen næste gang lukker dette hul. Eller også må jeg lære at erkende, at heller ikke slaver lever i den perfekte verden. Der klæber desværre muligvis lidt vilje og selvbestemmelse også til dem 🙂
Property of Lady Luna 