5. Nytårsscenario – Isabellas Lydig

Her et par dage før nytårsaften sidder Isabella ved skrivebordet og ordner regnskaber. Jeg ligger på knæ ved Hendes side og nyder synet af Hendes elegante højhælede sko med de frække røde såler. Ingen af os siger noget.

Jeg ligger og tænker tilbage på den forårsaften i marts måned, da Lady Luna solgte mig til Isabella. Det kom ret uventet for mig, men såvel Ladyen som Isabella havde længe planlagt ceremonien. Jeg sad på gulvet i Privaten i Domicilet, da pengene – 500 kr. – skiftede hænder mellem de to veninder og de begge skålede på en god handel. Særligt højtideligt var det øjeblik, da Ladyen spændte sit halsbånd af mig. Og da Isabella i stedet satte sit halsbånd om mit hals og en fin lille kæde med navneskilt i den piercing, som Hun åbenbart vidste jeg havde.

Og jeg ligger og tænker tilbage på en situation tre måneder tidligere. Nemlig på den sene decemberaften, hvor jeg havde inviteret Lady Luna og Ladyens ven på restaurant. Vi talte om, hvor vanskeligt det er at forestille sig, hvor man er om et år. Midt i samtalen så Ladyen pludselig på mig, som kun Hun kunne se på mig. Og hvis ikke vi havde siddet på en pæn restaurant med andre gæster, som kunne have taget anstød, havde jeg knælet ned og kysset Ladyens høje plateaustøvler med de superhøje, sylespidse stilethæle.

“Om et år,” sagde Ladyen, “har jeg nok solgt Lydig!”

Ladyen var sig helt bevidst, at den tanke ikke bare tændte mig, men også satte gang i min af og til lidt for rige fantasi. Dette var ingen undtagelse. Jeg vidste ikke, hvor megen alvor jeg skulle lægge i den. Eller hvor meget det bare var en tom, spøgefuld trussel for at se min reaktion.

Når jeg nu her ved Isabellas fødder tænker tilbage, er det let at sige, at jeg burde have forstået alvoren. Burde have indset, at Lady Luna havde gode grunde til at sælge mig. Sagen er, at jeg ikke længere repræsenterede nogen udfordring for Ladyen. Det var ingen kunst for Hende at få mig til at adlyde. Jeg skulle ikke overvindes eller knækkes. Og hvis jeg skulle straffes, så var der ikke rigtigt nogen anledning til det, for jeg havde ikke gjort noget forkert. Den umælende høne, der bare passivt, bevidstløshed gjorde, hvad der blev sagt. Jeg var kort sagt så gennemført submissiv, at jeg var kedelig at have med at gøre for en engageret Domina som Lady Luna.

Jeg respekterer Ladyen for Hendes beslutning. Men jeg savner Hende. Det stikker stadig i hjertet, når jeg tænker på Hende, selv her på snart et års afstand. Heldigvis hjælper det lidt at ligge og forsøge at koncentrere sig om Isabellas stiletter med de røde såler.

Domina – en blandt flere roller

Jeg har været Lady Lunas slave gennem mere end et år. Men jeg føler mig også som en god ven af det menneske, som jeg sætter stor pris på og har lært at kende bag rollen som Lady Luna. Har jævnligt spekuleret på om dette, at jeg efterhånden kender Ladyen fra flere sider, måske svækker min respekt for Hende. Når man – forenklet sagt – gentagne gange har set sin Domina i hjemmetøfler, knæler man så med samme entusiasme næste gang Hun viser sig i stiletstøvler?

Svaret har vist sig at være: ja. Jeg kysser Ladyens støvler med usvækket respekt og glæde. Erindringen om “pusserne” og mit kendskab til den mere private side af Ladyen, ændrer ikke på min følelse af ydmyg underdanighed i forhold til Hende.

Der sker nemlig det modsatte. Der sker en afsmitning fra Lady-rollen til de øvrige private roller. Min følelse af at tilhøre Lady Luna overføres eller udbredes til at gælde hele Hendes person, uanset om Hun optræder i rollen som Lady eller ej.

Et lille eksempel: Når Lady Luna ikke er i sigte, kan jeg af og til finde på at forlade min plads på gulvet og sætte mig i en stol i Domicilet for lige at slappe af. Således fx forleden, da Ladyen iført “almindeligt” dagligdags tøj trådte ind i rummet i en pause mellem to gæster. Straks at forlade stolen og finde min plads på gulvet ved Ladyens fødder var en helt naturlig reaktion for mig. Og det selv om Ladyen var optaget af noget praktisk, der skulle ordnes, og i det øjeblik indtog rollen som håndværker snarere end Domina.

Jeg opfatter det som en berigelse og et privilegium ikke kun at knæle for Lady Luna, men for det menneske, som jeg langsomt har lært at kende bag rollen som Lady Luna.

—–

PS. Dette indlæg må ikke misforstås: Min fetish for højhælede støvler har ikke udviklet sig ret meget. Den omfatter således endnu ikke hjemmetøfler.

“Min slave”

En gang imellem ser man pludselig vante omgivelser i nyt lys. Det kan være et hus, man aldrig tidligere har lagt mærke til – tænk har det hele tiden ligget der? Eller en eller anden hidtil overset detalje, som pludselig tiltrækker sig ens opmærksomhed – gulvbelægningen på Østerport Station fx?

Sådan også med ord. Normalt kommer de bare på rad og række. Hver især og enkeltvis er de ikke så vigtige, det er sammenstillingen af dem og den mening de giver, man fokuserer på. Men en gang imellem standser man alligevel op ved et ord og vender og drejer det og tænker, at det er ligegodt sært.

Fx ordet slave. Det fangede pludselig min opmærksomhed i går, ja mere end det, for det greb mig om hjertet og tog mig i skridtet. “Min slave” – sådan tiltalte Lady Luna mig i går i en SMS. Ikke “du” eller “Lydig”, men “min slave”. Underligt at det havde sådan en effekt på mig, for Ladyen har benyttet den tiltale jævnligt, og jeg har jo været Ladyens slave i mere end et år. Så det er ikke fordi mit slaveforhold er nyt. Måske var det stedet og situationen der gjorde, at jeg pludselig lagde mærke til, at jeg blev tiltalt uden navn og dermed uden den historie og identitet, der knytter sig til mig. “Min slave” – bare min status og mit tilhørsforhold.

Lørdag minimum 5 timer med min “lilla ven”, som forudsætning for …..

Når jeg godt kan lide tiltalen “min slave” skyldes det, at den signalerer, at det afgørende udgangspunkt for forholdet mellem Lady Luna og mig er, at jeg skal adlyde og udføre opgaver for Ladyen. Deri ligger også, at Ladyen ikke behøver bekymre sig om min person og mine holdninger og synspunkter. Det eneste Ladyen behøver er at give besked om, at jeg skal udføre bestemte opgaver. Jeg er ikke Ladyens ven, jeg er Hendes slave.

I praksis er også et slaveforhold en gensidig menneskelig relation med alle de følelser og stemninger der lynhurtigt opstår, når to mennesker har med hinanden at gøre. Så derfor er vi selvfølgelig venner og føler gensidig interesse og ansvar for hinanden. Det er fint og godt. Det skal man værdsætte. Men det kan sløre det basale udgangspunkt og slavens fokus på hans eksistensberettigelse.

….. søndagens fornøjelse: 1 stk. Rød Look.

Uanset årsag gik Ladyens tiltale af mig som “min slave” lige i maven på mig i går. Ja, det er jo det jeg er, tænkte jeg med tilfredshed og “smagte” på ordet en gang til – og opdagede, at jeg var gået helt i stå og faldet ganske i staver midt menneskemylderet på Købmagergade.

Sendte så en SMS til et sted i de dybe svenske skove og takkede, fordi Ladyen trods ferie har overskud til at pålægge sin slave en opgave og tillade en fornøjelse.

At være ejet

“Træningen af Lydig er en af de ting Ladyen ønsker at klare selv, det skal ikke overlades til [andre], længere er den ikke. Om Lydig så ønskede det eller ej. Derfor er svaret, at den slags kan Lydig slet ikke tage stilling til, det går gennem Lady Luna.”

Sådan lød svaret fra Lady Luna, efter at jeg i en mail havde spurgt, om jeg måtte deltage i et event under en fremmed Dominas ledelse. Lady Lunas svar tændte mig lige på stedet, for det markerer så tydeligt både min status som slave og Ladyens ejerskab over mig.

Lady Lunas mail besvarer i virkeligheden det spørgsmål, Ladyen selv har stillet i indledningen til denne blog: Kan man virkelig være ejet af et andet menneske?

Ja, man kan virkelig være ejet af et andet menneske. Eller mere præcist: Man kan føle sig ejet af et andet menneske. Der er ikke tale om et formelt retsgyldigt ejerskab, som kan lægges til grund for en afgørelse i byretten, men om en individuel følelse. Følelsen kan været særdeles stærk og virkelig, den kan udmønte sig meget konkret og den kan have store konsekvenser. Og så skal den gerne være gengældt af en modpart, der føler ejerskab over for den ejede.

Ejerforholdet mellem to mennesker hviler alene på de to parters enighed om at det skal eksistere. At forholdet ”kun” baserer sig på gensidig aftale, er måske baggrunden for at ejet og ejer, slave og Lady, lægger så stor vægt på at italesætte forholdet. Og italesætte – det er netop hvad Lady Luna gør i sin mail til mig. Det er det, der gør mailen så dejlig at læse for en submissiv slave som undertegnede. Jeg italesættes som ganske umyndig, som en der ikke kan tage stilling til forhold, der vedrører mig selv. Og Ladyen italesættes tilsvarende som den, der tager ansvar for sin Lydig og handler på hans vegne. Ladyens autoritet fremgår også af, at Hun ikke behøver begrunde sin afgørelse med andet end ordene “ længere er den ikke!”

En vidunderlig mail, der bekræfter min herlige følelse af at være ejet af et andet menneske. Det er følelsen af at leve.

Halsbåndet

Der er talrige tegn, der viser min status som Lady Lunas slave. Først og fremmest halsbåndet. Det er et tykt hundehalsbånd af lækkert forarbejdet, fed, sort læder. Der er et par nitter og D-øjer i halsbåndet. Og så er der frem for alt de blanke bogstaver i rustfri stål. ”Lady Lunas” står der med store bogstaver på halsbåndet.

Det var en mindeværdig dag for mig, da Lady Luna gav mig halsbåndet og beordrede mig til at bære det, når vi er sammen.

Jeg er utroligt glad for halsbåndet. Det symboliserer mit tilhørsforhold. Både overfor mig selv og overfor andre. I begyndelsen skjulte jeg det lidt under skjortekraven, når jeg var ude at handle for Ladyen. Men nu noterer jeg mig med tilfredshed, når ekspeditricen ved kassen i Fakta pludselig får øje på det.

Jeg bærer halsbåndet med stor stolthed – tænk at være så privilegeret, at Lady Luna har valgt at bruge noget af sin tid på at opdrage mig som hendes slave. Men jeg føler også ydmyghed over at måtte bære halsbåndet, føler at dette privilegium forpligter, og at jeg må lægge mig i selen for at opfylde de forventninger, Ladyen har til sin slave.